---
title: "Energinet fremsender erstatningspåkrav"
description: "Energinet har besluttet at sende erstatningspåkrav til Ringkøbing Fjernvarme"
date: "2026-10-27"
created: "2026-10-27"
---

[Hjem](https://rfv.dk/)

                    [Nyheder](https://rfv.dk/nyheder)

                [Energinet fremsender erstatningspåkrav](https://rfv.dk/nyheder/energinet-fremsender-erstatningspaakrav)

# Energinet fremsender erstatningspåkrav

**Energinet har besluttet at sende erstatningspåkrav til Ringkøbing Fjernvarme a.m.b.a. på baggrund af Konkurrencerådets afgørelse om brud på konkurrenceloven i forbindelse med handel på elmarkedet.**

Ringkøbing Fjernvarme a.m.b.a. har modtaget et erstatningspåkrav fra Energinet. Baggrunden er, at Konkurrencerådet i oktober 2023 afgjorde, at vi havde overtrådt konkurrenceloven ved at indgå en aftale med virksomheden Effekthandel, som ifølge Konkurrencerådet havde til formål at koordinere bud og priser på auktioner af elreserver. Vi havde handlet ud fra, at deltagelse i markedet for elreserver gennem selskabet Effekthandel var lovlig. Effekthandel havde som dokumentation herfor fremlagt en advokatvurdering af modellen, der fastslog, at modellen ikke var i strid med konkurrenceloven. Ligeledes oplyste Effekthandel, at modellen havde været forelagt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Ringkøbing Fjernvarme a.m.b.a. har taget afgørelsen fra Konkurrencerådet og den efterfølgende afgørelse i en række prøvesager ved Sø- og Handelsretten til efterretning. Vi samarbejder nu med vores advokat om at vurdere Energinets erstatningskrav, herunder om der foreligger bevis for, at følgen af overtrædelsen af konkurrenceloven var, at Energinet led et dokumenteret tab. Vi vil i det videre forløb også se på, om et eventuelt erstatningskrav kan videreføres mod den advokat og det advokatfirma, som rådgav os om lovligheden af Effekthandels model.
